- Fra alting til ingenting; evolutionær bevidsthed
I den sidste artikel, berettede jeg om min oplevelse med Peruvian Torch Kaktus i 2010, og hvordan den kollapsede: fortid, nutid, og fremtid, ned til et enkelt punkt af supernaurlig årvågenhed. I denne artikel, vil jeg tage dette punkt af superbevidsthed, og strække det, først udover et individuelt liv, og bagefter udover vores kollektive bevidsthedsevolution som menneskeart.
Denne artikel kommer til at være ret langt ude. Dette står i modsætning, til de første fire artikler, som var ret langt inde. Jeg vil derfor på udvalgte steder, afbryde artiklens narrative ’flow’, med en ’grounding’ meditation fra nutiden. Meditationen har til formål, at anke mig til i nuet, og i symbolsk form kontekstualisere artiklens dybe temaer.
Jeg går ude på en eng en strålende forårsdag i maj. Solen skinner, fuglene kvidrer, og det er behagelige temperaturer. Jeg går forbi en bakke, og ser at der midt på bakken er et lille bed, med en enkelt blomst i sig; det er en mælkebøtte. Mælkebøtten har over den seneste måned, banet sig op af jorden, og stænglerne har frigjort sig fra de omkringliggende blade. Kronen af stænglerne omslutter de gullige blade, som jeg kan ane inde bagved, mælkebøtten er meget tæt på at gå i blomst.
Den potentielle livsudvikling – Individuel
At gå igennem et menneskeliv er at gå igennem flere fasetransitioner. Hvert stadie, på min rejse igennem livet, indeholder nye muligheder og udfordringer. På samme måde, som min Krop gennemgår disse udviklingsstadier, følger min bevidsthed i starten med Kroppens biologiske udvikling. Hvor Kroppen har en øvre grænse for dens udviklingsmæssige formåen, virker det ikke til, at min bevidsthed har nogen grænser for, hvor bevidst, og dermed ’realiseret’ den kan blive.
Min bevidsthed bliver ikke bevidst af sig selv. Når jeg arbejder med min psyko-spirituelle selvudvikling, går jeg aktiv i gang med, at ’realisere’ de latente ubeviste sider af mit Selv. Dermed transformerer jeg de latente sider, til større og større grader, af bevidsthed. Jeg er som alle mennesker, født ubevidst, og jeg har mulighed for igennem, erfaring og selvudvikling, at ’vågne op’ til større bevidstheder igennem hele livet.
Fødsel
Alle mennesker, og endda alle pattedyr, kommer til verden igennem den primale fødselsproces. Fødselsprocessen er den første store fasetransition i mit liv. Inden fødslen har jeg som foster, i mere eller mindre ni måneder, været indkapslet i livmoderen. Livmoderen er, under de bedste omstændigheder, et: sikkert, beskyttet, og passende miljø, hvor alle mine behov bliver dækket på en tilfredsstillende måde. Jeg er i livmoderen, igennem navlestrengen, biologisk forbundet til min mor; i en tilstand af ren kosmisk symbiose (Grof; 1975). Denne symbiotiske tilstand, repræsenterer den originale ’paradisets have’ af ren lyksalighed, og føles som om den er udenfor tid og rum.
Når tiden er inde går fødselsprocessen i gang. Fødslen er opdelt i tre forskellige faser (Ibid.). Fase et er sammentrækningsfasen. Fase to er selve fødslen. Fase tre, er den biologiske adskillelse fra moderen, lige efter fødslen.
Fase et er sammentrækningsfasen, hvor min mor, primært igennem hormonet oxytocin, begynder at sammentrække sin livmoder; i rytmiske og smertefulde bevægelser. Dette forstyrrer min kosmiske harmoni, og skaber intense følelser, af klaustrofobi og rædsel. Livmoderen begynder at presse mig, igennem den snævre livmoderhals, og jeg er nu tvunget til at skulle igennem fødselsprocessen. Fødselsprocessen, er dermed i denne fase, blevet til en kilde for biologisk og psykologisk smerte for mig og min mor.
Fase to er selve fødslen. Jeg har nu, banet mig vej ned igennem livmoderhalsen, og er klar til at blive født. Jeg bliver i denne intense og voldelige proces, hevet i og presset sammen. Det føles, som en kamp om liv og død. Min mor og jeg er nu igen er allieret, i at færdiggøre fødselsprocessen, sådan at smerten kan ophøre for os begge.
Efter jeg er blevet født starter fase tre. Mine lunger folder sig ud og jeg tager mit første åndedræt. Navlesnoren bliver klippet over, og jeg er nu for første gang, et biologisk autonomt væsen i verden. Følelsen af kamp og eksistentiel destruktion bliver nu erstattet med en dyb lettelse. En transcenderende ro, breder sig omkring mig, efter at mit nervesystem er faldet til ro. Jeg er nu igen centeret i min egen verden.
Fasetransitionen under den biologiske fødsel, repræsenterer en død-genfødsels-proces, hvor jeg dør som symbiotisk foster, og bliver – bogstavelig talt – født som en baby. Den biologiske symbiose stopper og tilknytningssymbiosen tager over. Min overlevelse afhænger nu, af mine omsorgspersoners evne, til at tilfredsstille mine biologiske, emotionelle, og psykologiske behov.
På engen i solskinnet, kan jeg nu se, at mælkebøtten har foldet sine gule blade helt ud. Mælkebøttens lukkede krone er blevet transformeret til en smuk og åben gul blomst.
Prepersonlig
Det prepersonlige udviklingsstadie gælder alle børn i alderen nul til syv år. Det er i det prepersonlige udviklingsstadie at traumerne bliver grundlagt. Mødet imellem det åbne barn og den kontekstuelle verden skaber i det prepersonlige udviklingsstadie fundamentet for ego-personlighedens organisering i det personlige udviklingsstadie.
Det prepersonlige udviklingsstadie repræsenterer dermed et udviklingsmæssigt ’vindue’, hvor jeg er helt åben og afhængig af mine omsorgspersoners pleje. Efter jeg er fyldt syv år, er min hjerne tilstrækkeligt modnet, og ’vinduet’ lukker for ydereligere grundlæggende ændringer. Det betyder, at jeg som omsorgsperson, har de første syv år til at præge mit barn. Hvis det ikke lykkedes for mig at være der på en ’god nok’ (Winnicott: 1973) måde, så er det kun mit barn, nu som voksen, der ved hjælp at terapi og selvudvikling kan lave forandringer i sit Selv.
Jeg har i det prepersonlige stadie, biologisk set, brug for fem forskellige ting. Jeg har brug for: forbindelse, afstemning, tillid, autonomi og kærlighed-seksualitet (Heller; Lapierre: 2012). Disse fem principper, repræsenterer fem organiserende principper i min psyke, som starter med forbindelse lige efter min fødsel, og slutter med kærlighed-seksualitet i min pubertet. Hvis disse fem principper ikke bliver opfyldt på en ’god nok’ måde i det prepersonlige udviklingsstadie, udgør de traumefundamentet for den ego-personlighedsstruktur, som jeg udvikler i det personlige udviklingsstadie.
Forbindelse, som er det første organiserende princip, handler om hvorvidt jeg er i stand til at etablerer en direkte forbindelse, igennem hud og øjenkontakt, til mine omsorgspersoner. Når jeg har forbindelse til mine omsorgspersoner føler jeg at min eksistens er ’trygt tilstede’ i verden. Traume i forbindelsesorganiseringen resulterer i jeg får et permanent dysreguleret nervesystem, en uløselig følelse af eksistentiel rædsel, og en komplet afkobling fra min Krop.
Der er to undertyper til forbindelsesorganiseringen. Den første undertype, er tænketypen, som udelukkende identificerer sig med sine tanker. Denne undertypes traumeorganisering bliver i det personlige udviklingsstadie til Enneagram-type fem; som jeg redegjorde for i artikel et. Den anden undertype, er den spirituelle undertype, som vi ser det i det personlige udviklingsstadie hos Enneagram-type ni. Her undgår traumeorganiseringen at være i forbindelse med sig selv og sine relationer, ved at lave ’spirituel bypassing’, og dermed søge imod højere luftlag. På dette transcenderende sjæleplan, eksisterer traumet, og den dertilhørende smerte nemlig ikke.
Afstemning, som er det andet organiserede princip, opstår når mine omsorgspersoner ikke er i stand til at aflæse mine behov og imødekomme dem i nuet. Mangel på afstemning, sætter mig i en yderst smertefuld frustrationstilstand, hvor jeg bliver tvunget til at afstemme mit Selv til mine omsorgspersoners behov; for at kunne overleve. Min frustration, over manglende behovstilfredsstillelse, bliver undertrykt og rette indad imod mit Selv som skam. Som voksen, kan jeg derfor ikke mærke mine egen behov, i kontakten til andre mennesker.
Der er to undertyper til afstemningsorganiseringen. Den første undertype, er den selvhæmmende type, der er ’stolt’ over hvor lidt kærlighed og opmærksomhed de kan overleve på. Den selvhæmmende undertype bliver dermed til ’verdens hjælpere’, der viderefører sit traumemønster, ved altid at sætte sig selv til side i sine relationer. Den selvhæmmende undertype korresponderer dermed til Enneagram-type to i det personlige udviklingsstadie. Den anden undertype er den utilfredsstillede type. Den utilfredsstillede type har gang i rigtig mange aktiviteter på en gang. Typens traume er, ikke at kunne være til stede i nuet, og deres mange aktiviteter, bliver dermed til glædesløs glæde. Denne undertype korresponderer til Enneagram-type syv i det personlige udviklingsstadie.
Tillid, som er det tredje organiserende princip, opstår når jeg vokser op i et hjem med manglende tillid til mine omsorgspersoners evne til at beskytte mig. Jeg forsøger, at overkomme denne følelse af magtesløshed, ved at blive stærk og magtfuld senere i mit liv. Tillidsorganiseringen korresponderer dermed til Enneagram-type otte i det personlige udviklingsstadie.
Autonomi, som er det fjerde organiserende princip, opstår når jeg er i alderen halvandet til to år. I denne alder, begynder jeg at vende mig ud mod verden, og gå på opdagelse. Mine omsorgspersoners rolle i dette udviklingsstadie, er at agere ’tryg base’ (Bowlby: 1951), som jeg hele tiden kan vende tilbage til. På den måde kan mine omsorgspersoner, over tid, lade mig vinde mere og mere fysisk og psykologisk autonomi. Manglen på autonomi, fra mine angste og invaderende omsorgspersoner, vil resultere i bitterhed og passiv vrede fra min side. Min vrede vil udspille sig i mine relationer, som passiv-agressivitet, og som en grundlæggende mangel på at kunne sige tilstrækkeligt – JA og NEJ – i mine relationer.
Der er to undertyper til autonomiorganiseringen. Den første undertype er den passive-aggressive type, som forsøger at dominere sig selv og andre, ved at følge reglerne og gøre tingene på ’den rigtige måde’. Denne undertype svarer derfor til Enneagram-type et i det personlige udviklingsstadie. Den anden undertype er den totalt passive type, som orienterer sig igennem ydre strukturer, og giver modstand ved at fodslæbe. Denne undertype korresponderer til Enneagram-type seks i det personlige udviklingsstadie.
Kærlighed-seksualitet, er det femte og sidste organiserende princip, og opstår når jeg er i alderen fire til seks og senere i min pubertet. I dette udviklingsstadie begynder jeg at vise min seksualitet og når jeg bliver mødt med udskamning fra mine omsorgspersoner. Bliver jeg tvunget til at splitte min seksualitet fra min evne til kærlighed. Dermed ryger min psyke, senere i livet, ud i et luder-madonna kompleks, hvor mit ’falske selv’ bliver den primære kontakt til verden.
Der er to undertyper til kærlighed-seksualitets-organiseringen. Den første undertype er den aggressive forføriske seksuelle type, som forsøger at dominere andre, med deres perfekte ’falske selv’. Denne undertype korresponderer til Enneagram-type tre i det personlige udviklingsstadie. Den anden undertype er den romantiske type, som idealiserer kærligheden, som et forsvar mod ægte intimitet. Denne undertype korresponderer til Enneagram-type fire i det personlige udviklingsstadie.
Konsekvensen af Hellers og Lapierre’s femtakkede traumemodel i det prepersonlige udviklingsstadie, er at vi som mennesker grundlæggende er biologiske væsener, med biologisk medfødte behov. Når mine medfødte behov ikke bliver opfyldt i en tilstrækkelig grad, træder min psykologiske kapacitet, så at sige ind, og organiserer et overlevelsesforsvar. På den måde, bliver min psykologiske organisering også kendt som min ego-personlighed, reaktionen på de biologiske mangler jeg mødte i det prepersonlige udviklingsstadie.
Voksne med personlighedsforstyrrelser, er vokset op, med stor mangel på alle fem organiserende overlevelsesprincipper. Personlighedsforstyrrede voksne, er dermed, ikke i stand til at transitionere til det personlige udviklingsstadie; og udvikle en stabil ego-personlighedsstruktur. Deres grundlæggende ubevidste følelse, bliver dermed til jalousi, over ikke at kunne blive til ’nogen’ og dermed realisere deres potentiale i verden. Personlighedsforstyrrede voksne, bibeholder derved spædbarnsfølelsen, af at være ’midtpunktet for alting’ igennem hele livet. Af samme grund, er de ikke i stand til se andre mennesker, som værende adskilte fra deres egne kaotiske følelser. Personlighedsforstyrrede voksne, bliver derfor låst i et traumemønster, om at smadre andres menneskers autentiske selv; i et forsøg på at trække dem ned til det prepersonlige udviklingsstadie.
Den menneskelige hjerne operer både igennem kemi og elektricitet. Det betyder at jeg kan ændre min bevidsthed, ved at indtage specifikke kemikalier, der ændrer min hjerne på en ønsket måde. Når jeg er traumatiseret, eksisterer min hjerne i en kemisk mangeltilstand. Dele af min hjerne som burde snakke sammen, er blevet afskåret, som følge af mine organiserede overlevelsesprincipper fra det prepersonlige udviklingsstadie. Når min traumatiserede hjerne operer i en kemisk mangeltilstand, bliver min afhængighed, et ubevidst forsøg på at oprette neuronel homeostasis igennem indtagelse af eksterne kemikalier. Denne neruonelle mangeltilstand rapporteres også af heroin misbrugere og af alkoholikere. De fortæller at første gang de indtog deres stof, var første gang i deres liv, at de følte sig om normale mennesker; et udsagn som er biologisk korrekt.
Derudover er min hjerne også et elektrisk system, hvori mine neuroner kommunikere, igennem elektriske impulser. Min hjerne kan dermed være i specifikke elektriske spændingshastigheder, hvilket har overordentlig stor indflydelse; på min subjektive bevidsthed. Når min hjerne fungerer som et elektrisk apparat, kan jeg måle frekvensen af spændingshastighederne, og dermed inddele min hjerne i forskellige stadier af elektrisk-ladet bevidsthed. De fem stadier fra det mest langsomme til hurtigste spændingsstadie er: delta, theta, alpha, beta, og gamma. Derudover indeholder spændingsstadierne, alle sammen understadier. Jeg kan, for eksempel, være i et højt eller lavt beta-stadie; hvilket der er stor subjektiv forskel på.
Alle fem hjernebølgestadier, er altid til stede på samme tid, hvor en af stadierne agerer som den dominante. Traume i mine hjernebølger, kommer sig til udslag ved at de ikke er synkroniseret tilstrækkeligt, og jeg kan være blokeret i at have bestemte hjernebølgedominans. Et eksempel på blokering af hjernebølgestadier ses hos personer med PTSD. Når man har PTSD, vil man være blokeret, i sine alpha-hjernebølger. Dermed, er mennesker med PTSD, ikke i stand til at lave passende ’rest and digest’ på deres oplevelser og ernæring; hvilket umuliggør selvudvikling. PTSD repræsenterer derfor, en fastlåsning af hjernebølgeaktivitet, i det høje beta-niveau, hvor kamp/flugt/frys, dermed bliver tilgangen til verdenen.
Det prepersonlige udviklingsstadie kan inddeles i to underordnede stadier. Stadie et er fra nul til to år og stadie to er fra to til syv år. Det første stadie fra nul til to år er domineret af delta-hjernebølger. Som voksne, kender vi delta-hjernebølgerne, fra når vi sover drømmeløs søvn i starten af natten. Med andre ord er babyer dybt ubevidste.
Min forståelse for formverdenen, som baby, er derfor diffus og karakteriseret ved id drifter fra det indre instinktuelle farvand. De første to år af mit liv, handler grundlæggende om, jeg udvikler en gryende forståelse for at være et separat individ. Den første milepæl på vejen er når jeg rammer ’objekt permanens’ forståelsen. Objekt permanens, er forståelsen for at verden er der, uafhængig af min opfattelse af den. På den måde, er jeg ikke længere psykologisk symbiotisk, smeltet sammen med verden og mine omsorgspersoner. Jeg udvikler min autonome vilje og præferencer, og begynder at adskille mit Selv.
I halvandet års alderen, er min hjerne tilstrækkelig udviklet, til at begynde at lagre episodiske minder. De episodiske minder muliggør større kompleksitet og præcision, end den foregående implicitte muskel-mindelagring. Episodiske minder muliggør, at jeg kan begynde at bruge sproget, til at gøre mig forståelig i mine tilknytningsrelationer. Med en stærk acceleration af min sprogudvikling omkring toårs alderen, er jeg nu klar til at transitionere, til det næste udviklingsstadie.
I toårs alderen, er jeg stadig grundlæggende, i instinktiv ubevidsthed. Min hjerne og subjektive bevidsthed, er nu primært domineret, af theta-hjernebølger. Theta-hjernebølger dominerer hos voksne når vi sover drømmesøvn. Børn på dette uviklingsstadie, går derfor rundt i et vågent drømmestadie. Dette ses ved at jeg i den alder, har usynlige venner, og kan se monstre under sengen. For mig er dette en følt virkelighed, og min spraglede indre verden, bliver nu projekteret ud på omgivelserne i symbolsk form. Selvom mit sprog, begynder at rumme større kompleksitet, er min evne til at tænke rationelt ikke udviklet på dette stadie. Hvis jeg for eksempel får at vide: ’at monsteret under sengen ikke eksistere’, går det imod min oplevede virkelighed. Konsekvensen er, at jeg bliver tvunget til at undertrykke min virkelighedsforståelse, og ’ønske’ monsteret væk.
Mit sprog, er på dette alderstrin, frigjort fra rigide konceptuelle fortolkninger, og fungere på en frit associerende måde. I slutningen af dette udviklingsstadie, omkring skolealderen, vil min diffuse drømmelignende formverden begynde at blive mere formaliseret. Jeg er nu klar til at rykke op på det personlige udviklingsstadie.
På engen i solskinnet, kan jeg se at mælkebøtten, nu har modtaget nok næring. Den er begyndt på processen, med at lukke kronen sammen, om de gule blade. Mælkebøtten er nu på vej ind i næste stadie af sin livscyklus.
Personlig
Det er i det personlige udviklingsstadie, at jeg som det større barn, for første gang transitionere væk fra at have en indefra-og-ud tilgang til livet. I stedet søger jeg ud af mod verden, for at mestre min specifikke kontekst. Jeg vil nu gerne lærer om: regler, skikke, og traditioner, i et forsøg på, at blive et fuldbyrdet medlem af min familie og mit samfund.
Overgangen til det personlige udviklingsstadie, repræsenterer et dramatisk skifte, i min forståelse af mit Selv. Omsorgspersonerne bliver i det prepersonlige udviklingsstadie, grundet den enorme forskel i intelligens, set som værende omnipotente guder. Skiftet begynder når jeg i fem-seks års alderen. For første gang, kan jeg forstå altings forgængelighed, det vil sige at alle mennesker i sidste ende skal dø. Når forståelsen for altings forgængelighed indtræffer, kan jeg ikke holde fast i mit billede af mine omsorgspersoner, som værende omnipotente. Jeg ser nu, for første gang mine omsorgspersoner, som de afgrænsede fejlbarlige mennesker de er. Dette vækker en dyb eksistentiel rædsel i mig. Jeg er nu ikke længere centrum i verden, men i stedet, et dødeligt menneske blandt dødelige mennesker. I et forsøg på at beskytte mig imod den eksistentielle rædsel, vender jeg mig nu imod den ydre samfundskontekst, i et forsøg på at blive reddet fra den eksistentielle grundangst.
Det personlige udviklingsstadie er også delt ind i to understadier. Stadie et, går fra syv års alderen til puberteten, og stadie to varer fra puberteten, og i mange mennesker tilfælde, resten af livet.
I det første understadie, i det personlige udviklingsstadie, er min hjernebølgeaktivitet domineret af alpha-bølger. Alpha-bølger dominerer, når vi som voksne, er i en vågen men ikke fokuseret bevidsthed. Fra syvårs alderen ’vågner’ jeg derfor op til den ydre verden. For første gang, finder jeg min indre styring på en udefra-og-ind måde. Dette udviklingsstadie er hos Forman navngivet det ’mytisk-konventionelle’ udviklingsstadie. I det ’mytisk-konventionelle’ udviklingsstadie tager jeg, via introjektion, omverdens regler og dogma ukritisk ind. Introjekseringen sker via en groft polariserende psykisk metode, hvorved ny viden, enten bliver kategoriseret som værende – os -, det gode, eller – det andet -, det dårlige.
På den måde rykker jeg fra ’egocentrisk kærlighed’ via instinktiv behovstilfredsstillelse, i det prepersonlige udviklingsstadie, til en mere abstrakt ’etnocentrisk kærlighedsforståelse’ i det personlige udviklingsstadie. I den etnocentriske tilgang til verden, kan jeg nu smelte sammen med større koncepter som: land, by, eller fodboldhold. Min indre formverden, går dermed, fra at være diffus instinktiv, til at blive ekstremt: formaliseret, firkantet, og stabil.
I puberteten rykker jeg op til det rationelle udviklingsstadie. Rationalitet er repræsenteret ved dominans af beta-hjernebølgerne, og udgør den aktive problemløsende, del af bevidstheden. Voksne mennesker, befinder sig som oftest, i betahjernebølgerne i deres vågne timer. Med dominans af beta-hjernebølger, kan jeg bygge abstrakte modeller, af den ydre verden inde i psyken. Derudover har jeg nu også udviklet evnen, til at forholde mig kritisk, til information fra omverdenen.
At nå det rationelle udviklingsstadie, repræsenterer et grundlæggende brud med den ummidelbare energetiske tilgang til verden, jeg som barn i det prepersonlige udviklingsstadie levede i. Rationaliteten flytter mig, så at sige, et skridt tilbage i mit sind. På den måde bliver jeg låst i at leve livet, via sekundære sindsmetoder, som for eksempel abstrakt deduktion. Rationaliteten repræsenterer apex’et af udviklingen af ego-personligheden. Mit ego er nu fuldstændigt identificeret med den rationelle pol, og alt hvad der falder uden for den rationelle pol, bliver afvist og placeret i den kontrære ’irrationelle’ pol.
I det rationelle bevidsthedsparadigme tager verden sig ud, som et lukket system, hvorved problemer kan løses ved hjælp af abstrakt deduktion. Igennem det personlige udviklingsstadie, bliver mit Jeg, løbende tydeligere og mere afgrænset fra omverden. I det rationelle udviklingsstadie, finder min ego-personlighed sin endelige ubevidste traumaform. Jeg er nu, totalt identificeret, med mit organiserende overlevelsesprincip og min personlighedstype.
Alligevel, er det muligt for mig, at gå videre ned af selvudviklingsvejen. Efter det rationelle udviklingsstadie, kommer det postmoderne udviklingsstadie, hvorved jeg aktiv går ind, og begynder at dekonstruerer den universelle polariserende rationalitetsforståelse. Denne dekonstruktion, vil konfrontere mig med det ’irrationelle’ traume; som den rationelle ego-personlighed var et forsvar imod.
I det senpersonlige udviklingsstadie, har jeg for første gang, muligheden for at blive til ’nogen’. Udviklingen fra det personlige udviklingsstadie, sker først når jeg begynder at vende min rationelle ude-fra-ind tilgang, tilbage til at være inde-fra-ud. Ved at turde dykke ned i den ’irrationelle’ del af min bevidsthed, kan jeg langsomt begynde at transformere skyggesiderne til bevidsthed. Dermed er grundstenen lagt til at heale traumet og blive hel igen. I det personlige udviklingsstadie stopper den selvkørende udvikling derfor. Udvikling fra det personlige stadie og fremad, skal derfor ske som en, målrettet aktiv indsats fra mig.
På engen i solskinnet er mælkebøttens transformationsproces færdig. Mælkebøtten åbner for anden gang sin krone. Hvor der før var smukke gule blomster er der nu en kugle af hvide spore.
Transpersonlig
I det transpersonlige udviklingsstadie, har jeg nu sluppet min identifikation med min ego-personlighed, og flyttet mit center over i det transpersonlige Værensrum; over til ingenting.
I de personlige og senpersonlige udviklingsstadier, har jeg arbejdet hårdt og modigt, med at blive til ’nogen’. Først har jeg, i det rationelle udviklingsstadie, knoklet for at opnå succes i den ydre verden. Da min ydre succes, ikke førte mig tættere på den ubetingede kærlighed, vender jeg mig i det senpersonlige udviklingsstadie – indad – i et forsøg på at lære mit Selv at kende. Efter at havde lavet traumearbejdet, og dermed fuldført ’den indre helterejse’, er det nu tid til at gennemgå den sidste og mest paradoksale transformationsproces. Det er nu tid til, at give slip på, den modnede og oplyste ego-personlighed. I transformationsprocessen, fra det personlige udviklingsstadie til det transpersonlige udviklingsstadie, transitionere jeg derfor fra at være ’nogen’ til at være ’ingen’.
Når jeg slipper identifikationen med ego-personligheden, frigøres selvkærligheden dermed, fra det etnocentriske udviklingsstadie – jeg elsker dig fordi du er ligesom mig – til at kunne rumme større og større kærlighed – Jeg elsker alle mennesker – Jeg elsker alt liv – Jeg elsker hele kosmos.
I det før-personlige udviklingsstadie, var min formverden diffus, og jeg var dårligt afgrænset. I det personlige udviklingsstadie, specielt i det rationelle, var jeg overafgrænset og låst i identifikationen med min ego-personlighed. I det transpersonlige udviklingsstadie hviler jeg i den formløse væren. Transitionen til det transpersonlige udviklingsstadie repræsentere dermed, for første gang, en re-balancering, imellem at hvile i det uafgrænsede formløse Værensrum, og samtidig være et afgrænset autonomt individ.
Rejsen igennem hjernebølgestadierne, kulminere i det transpersonlige udviklingstrin, hvor gammahjernebølgerne dominerer den subjektive bevidsthed. Gammahjernebølgernes frekvensspektrum udgør den subjektive ’superbevidsthed’. Dermed har jeg fortaget rejsen, fra dyb instinktiv ubevidsthed, igennem ego-bevidsthed, og er nu ankommet til superbevidstheden.
I det transpersonlige udviklingsstadie skifter min primære rolle i livet. Idet jeg har realiseret mit Selv, er jeg nu i besiddelse af visdom, som vi så det i artikel tre: ’Mr. Rogers og transpersonlige værdier’. Når jeg selv har gennemgået min personlige helterejse, og realiseret mit potentiale, skifter mit livs-formål til at yde tjeneste til andre mennesker; i deres selvudviklingsarbejde. Efter at have jeg har realiseret mit eget Selv, kan jeg nu aktivt gå i gang med, at realisere hele menneskehedens kollektive Selv.
Det transpersonlige stadie har tre understadier: Andengradsbevidstheden, Tredjegradsbevidstheden, og ’klar lys’ bevidstheden (Wilber: 1996).
I Andengradsbevidstheden, er jeg stadig identificeret som et individ, med det ene ben i den transpersonlige væren og det andet ben i ego-personligheden. I artikel to, ’livet efter trauma’, gennemgår jeg alle karakteristika ved at leve mit liv i Andengradsbevidstheden.
Idet jeg har mit center i Andengradsbevidstheden, kan jeg ikke fortælle om, hvordan Tredjegradsbevidstheden føles.Jeg kan kun overordnet fortælle om at Tredjegradsbevidstheden, repræsenterer et skifte i identifikationen, med at være et afgrænset individ. Individets superbevidsthed bliver derfor i større grad identificeret med ikke-lokal nondual bevidsthed. Tredjegradsbevidstheden, vil dermed, begynde at åbne op imod et større ’vi’, indlejret i den kosmoscentrerede ubetingede kærlighed.
Klar lys udviklingsstadiet, repræsenterer individets totale sammensmeltning, med nondual (ikke deleligt) ubetinget kærlighedsbevidsthed. Meget få mennesker har igennem historien nået dette udviklingsstadie; dem der har kender vi. Det er fuldt ud oplyste mennesker som Jesus Kristus og Guatama Buddha. I nyere tid er det Ramana Maharshi.
På engen i solskinnet kan jeg se at mælkebøttens hvide spore, en for en, river sig løs og flyver med vinden ud til alle verdenshjørner. Der hvor mælkebøttens spore lander, vil der vokse en ny mælkebøtte op. Mælkebøtten har nu færdiggjort sin transformationsproces.
Død
Efter at havde levet et ’fuldt ud’ realiseret liv, og dermed ydet mit bidrag, til at fremrykke den kollektive evolutionære bevidsthed, vender jeg mig imod døden med en velkommende og åbenhjertet indstilling.
Alle død-genfødsels processerne, jeg har gået igennem i udviklingsstadierne, har grundigt forberedt mig på den biologiske død. Den biologiske død repræsenterer den ultimative overgivelse af Selvet til kosmos. Jeg overgiver min individuelle Kundalini-energi, og sammensmelter totalt, med det tomme værensrum bagved.
På dødslejet, kan jeg observere hvordan de forskellige; prepersonlige, personlige, og transpersonlige domæner; en for en lukker ned. Jeg tilbringer nu, hvad der føles som en evighed, i sjælelandets ubetingede primære kærligheds lys. Denne evighed varer ca. et kvarter i objektiv tid. Jeg dør nu med værdighed og fuld bevidsthed. Til sidst slukker det primære lys, og jeg smelter sammen med ingenting. Min eksistens er nu ophørt.
Min specifikke ego-personlighed vil blive glemt indenfor få generationer. Dog vil mit bidrag til den kollektive bevidsthedsevolution ikke forsvinde, og vil fortsætte med at eksistere, som en lille brik i menneskehedens overordnede evolution. Min essens lever videre, i andre menneskers bevidsthed, som det primære lys.
På engen i solskinnet, kan jeg nu se den nøgne stang, der holdte mælkebøttens krone. Mælkebøtten har færdiggjort sin livscyklus. Stangen og den omkringliggende blase visner, og bliver til en del af jorden; hvorved den kom fra.
Den Potentielle udvikling – Kollektiv
Efter at jeg har gennemgået den individuelle livscyklus som er et Holon. Vil jeg i artiklens sidste sektion, gennemgå den kollektive menneskelige bevidsthedsevolution, som er det Holon, alle individuelle Holoner er indlejret i.
Vi har som menneskeart, indenfor et geologisk splitsekund, frigjort os fra den evolutionære naturlige selektions nådesløse dynamik. Vi er nu den dominerende art på Jorden, og vi kan igennem vores kollektive bevidsthed, afgøre hele Jordens fremtid. Ingen art har tidligere haft denne form for magt.
Den kollektive menneskelige bevidsthedsevolution er i det personlige stadie. Som jeg argumenterede for i artikel to, ’livet efter traume’, repræsenterer alle de personlige førstegradsbevidstheder forskellige former for traumatisering. Vi er traumatiseret som menneskeart. Sociale, politiske, økonomiske og spirituelle fremskridt, er derfor langsomme og møjsommelige. Det er først fra 1960erene og fremad, at det senpersonlige udviklingsstadie slog rod i vores kollektive bevidsthedsevolution; også selvom den ikke dominerer det globale samfund endnu.
Meget kollektivt traumearbejde skal derfor laves, før vi som art, kan rykke op i Andengradsbevidstheden. Traumet imellem – nord og syd – øst og vest – mand og kvinde – voksne og børn – sort og hvid – arbejder og kapital-ejer – menneske og natur – skal heales. Den økonomiske, sociale og politiske ulighed, der stratificerer os som mennesker, og forgifter vores kollektive bevidsthed, skal overkommes. Staten, som er en ’mytisk-konentionel’ konstruktion, og den globale neoliberale markedskapitalisme, som er en ’rationel’ konstruktion, skal dekonstrueres og erstattes af mere modne poli-økonomiske systemer. De transpersonlige økonomiske og politiske systemer, vil balancere individets ukrænkelige autonomi med planetens overordnede bæredygtighed.
Vi får lavet, en grundlæggende ændring, af de racistiske globale strukturer fra kolonialismen og slaveriet. Vi får hele traumet, fra ’den store transformation’ i industrialiserings-tiden, og vi stopper med at forgifte verden med vores kemiske restprodukter. Vi skal af-nuklearisere fuldstændigt, sådan at en tilfældig leder i det prepersonlige udviklingstilstand i en tilstand af magt-psykose, ikke pludseligt kan gøre en ende på det menneskelige eksperiment. Vi skal have stoppet og tilbagerullet klimaforandringerne, genskabt polerne, og har dermed sikret den menneskelige arts langtidsoverlevelse på planeten.
På den måde vil menneskeheden overkomme sit kollektive trauma. Krig, kriminalitet og økonomisk udnyttelse for profit, vil ophører. Vi vil dermed stoppe med re-traumatisere os selv hele tiden. Når menneskeheden stopper med konstant at være presset på sin overlevelse, vil der blive frigjort enorme resurser, til at fremrykke den kollektive menneskelige bevidsthed – vi vil ikke sidde fast mere –
Spørgsmålet er nu: hvordan ser en transpersonlig menneskehed ud?
Nikolai Kardashev, den berømte sovjetiske astronom, lancerede i 1964, hans vision for tre typer af fremtidige civilisationer; baseret på deres energiforbrug. De tre typer af civilisationer er: type et – den planetære civilisation; type to – den solare civilisation; og type tre – den galaktiske civilisation. Jeg argumenterer nu for, at Kardashevs tre civilisationstyper, er en udefra-og-ind måde at beskrive, de tre indefra-og-ud undertyper til det transpersonlige udviklingsstadie; dvs Andengradsbevidstheden, Tredjegradsbevidstheden, og ’klar lys’ udviklingsstadiet.
Efter at have observeret mælkebøttens livscyklus, rejser jeg mig op, og går videre langs engen. Jeg går over toppen af en lille bakke, og ser at der på den anden side, er bedre forhold for mælkebøtter. Jeg ser et kæmp bed med hundredvis af mælkebøtter, der alle er forskellige steder, i deres livscyklus. Jeg sætter mig ned ved siden af dem.
Planetær civilisation
Den planetære civilisation er karakteriseret ved, at kunne opfange og udnytte, al energien på Jorden. Det vil sige både den energi der kommer indefra Jorden, i form af jordskælv og vulkaner, og den energi der kommer udefra Jorden, i form af sollys og kosmisk baggrundsstråling. Den planetære civilisation vil have et energiforbrug på 1016 watt om året.
Til forskel havde vi i 2018 et energiforbrug på 1013 watt, hvilket placerer os som en type 0,73, på den forlængede Kardashev-skala. Hvis vi indenfor meget kort tid, skifter til vedvarende energikilder, og bliver ved med at lægge tre procentpoint til vores energiforbrug hvert år, vil vi indenfor hundred til tohundred år, nå til type et: den planetær civilisation. Med andre ord, kan mine børnebørn, potentielt leve i en planetær civilisation.
En planetær civilisation har enorme resurser til rådighed, og har nu for første gang, fået fuld kontrol over sin hjemplanet. Det globale klima, er hos den planetære civilisation, fuldt ud stabiliseret på nul grader; det vil sige på det førindustrielle niveau. Efter at vi har mestret klima og vejrsystemerne på vores hjemplanet, vil den planetære civilisation, begynde at ’terraforme’ andre planeter i solsystemet. Millioner af mennesker vil rykke ’offworld’, og den globale økonomi, vil primært være baseret på udvindelsen af råstoffer fra månen, og asteroidebæltet imellem Mars og Jupiter. Når industrien er flyttet, ’offworld’, vil Jordkloden vende tilbage til at være ’edens have’.
Hos den planetære civilisation, er størstedelen af menneskeheden gradueret til Andengradsbevisthed, og hviler nu som autonome Holoner i det tomme værensrum. Krig, konflikt og økonomisk udnyttelse er blevet henvist til historiebøgerne. Den fulde automatisering af det globale samfund har medført, at menneskeheden er blevet sat fri, til at realisere sit fulde potentiale. Menneskeheden lever nu som en forenet art, og alle vigtige beslutninger bliver truffet på et kollektivt niveau, understreget af den fællesvisdom som er tilgængelig for hele arten.
Solar civilisation
Den solare civilisation har et energiforbrug på 1026 watt. Denne type civilisation vil være i stand til, at opfange og udnytte al den energi, der bliver transmitteret fra dens lokale stjerne. Dette kunne ske ved at konstruere en ’dyson sphere’.
Den solare civilisation vil have færdiggjort ’terraformningen’ af Venus og Mars. Menneskeheden har nu flere jordlignende planeter til rådighed i solsystemet. Den solare civilisation, vil efter at have transformeret hele sit eget solsystem, begynde at vende blikket mod andre stjerner. Den solare civilisation, er dermed også, begyndelsen på den interstellare civilisation. Den solare civilisation vil begynde at konstruere ’dyson spheres’ omkring andre stjerner, samt ’terraforme’, deres jordlignende planeter. Når den solare civilisation har transformeret mange solsystemer, vil vi have sikret vores overlevelse som art, på den meget lange astronomiske tidsskala.
Ved at sprede vores frø til andre stjernesystemer vil menneskeheden også begynde, igennem naturlig- og kunstig selektion, at diversificere. Over tid vil der opstå undergrupperinger af menneskearten, og de nye solsystemer vil som konsekvens, erklærer deres uafhængighed fra vores solsystem. I stedet for en samlet menneskehed, vil mennesket blive til et pletora af forskellige intelligente arter, der spreder sig igennem mælkevejsgalaksen.
Hos den solare civilisation er langt størstedelen af mennesket gradueret til Tredjegradsbevidstheden. Dermed begynder menneskeheden, at tabe sin forståelse for at være autonome individer i et samfund. I stedet, vil vi begynde at leve, som et samlet ’overmind’; en kollektiv superintelligens.
Galaktisk civilisation
Den galaktiske civilisation har et energiforbrug på 1036 watt. Den galaktiske civilisation, vil dermed, have adgang til det samlede energioutput fra hele mælkevejsgalaksen. Udover, at kunne opfange al energien fra alle stjernerne i vores galakse, vil den galaktiske civilisation også kunne opfange og udnytte energien, fra mere ’eksotiske objekter’ i universet; såsom: neutronstjerner, supernovaer, gammastråler, sorte huller, og sin endelige form, den ’mørke energi’, som er ansvarlig for selve universets ekspansion.
I den galaktiske civilisation, er langt størstedelen af menneskeheden, gradueret til ’klar lys’ udviklingsstadiet. I den galaktiske civilisation, har menneskeheden fuldstændigt, realiseret sin indre gude-natur. Hvis en person fra år 2020, rejste frem i tiden, og mødte et væsen fra den galaktiske civilisation, ville 2020-personen ikke kunne genkende dette væsen. Det eneste der ville være tilbage, af et væsen fra den galaktiske civilisation, vil være en ’følt tilstedeværelse’ hos 2020-personen.
Den diversificering af menneskeheden, som fandt sted i den solare civilisation, vil blive transcenderet i den galaktiske civilisation, idet hele menneskeheden og alle dens under-arter, vil rykke op i højere dimensioner. Væsener i den galaktiske civilisation, vil derfor kun eksisterer som kvantebit, lavet af ubetinget kærlighed, der svæver igennem universitet. Alle dimensioner vil være tilgængelige for den galaktiske civilisation, og de vil kunne bevæge sig igennem, alle steder og alle tider i universet.
Menneskets fortid, nutid, og potentielle fremtid, er dermed forbundet i et højeredimensionalt netværk af supernaturlig årvågenhed. Vi kan forstille os vores forfædres gudedyrkelse, som en forudanelse, for menneskehedens potentiale til at realisere vores individuelle og kollektive gude-natur.
Denne artikel har fokuseret på, den potentielle udvikling hos individet, og den kollektive bevidsthedsevolution hos menneskeheden. Det potentiale, som jeg opridser for mennesket, er på ingen måde pre-determineret. Fremtiden tager sig ud, som et væld at potentielle muligheder, der bliver realiseret i mødet med nuet. På den måde, kan vi ikke læne os tilbage, og vente på at menneskeheden transcendere sit kollektive traume. Menneskeheden som art, er kun nået så langt, som dens individuelle medlemmers bevidsthed. Dermed, har vi alle et ansvar, for at gå i gang med det smertefulde selvudviklingsarbejde. Derved kan vi, skridt for skridt, rykke den samlede menneskelige bevidsthed fremad imod; ubetinget kærlighed, medfølelse, visdom, fred, og fryd: startende nu.
Mens jeg sidder på engen i solen, kan jeg nu se en sværm af mælkebøttespore, komme flyvende over mig i luften. Jeg læner mig tilbage i det bløde græs, og observerer dem, mens de passere. Jeg smiler for mig selv; og lader dem fortsætte deres rejse igennem det store bevidsthedsmæssige kosmos.
Skrevet af – André Grande
Referencer
Bowlby J (1988). A Secure Base: Parent-Child Attachment and Healthy Human Development. Tavistock professional book. London: Routledge.
D. W. Winnicott, The Child, the Family, and the Outside World(Penguin 1973) p. 173
Kardashev, Nikolai (1964). “Transmission of Information by Extraterrestrial Civilizations”. Soviet Astronomy. 8: 217–221.
Ken Wilber (1996) – A Brief History of Everything, p. 191.
Laurence Heller PhD & Aline Lapierre PsyD (2012) Healing Developmental Trauma – How Early Trauma Affects Self-regulation, Self-Imag and the Capacity for Relationship.
Mark D Forman (2010) – A Guide to Integral Psychotherapy – Complexity Integration, and Spirituality in Practice: Suny Press
Stanislaw Grof MD. (1975) LSD Dooway to the Numinos – The Groundbreaking Psychedelic research into Realms og the Human Unconscious; Parker Street Press Rochester, Vermont
Billede;
Aging Cycle with Sand Clock – Walking People Silhouettes – stock vector – https://www.gettyimages.dk/detail/illustration/aging-cycle-with-sand-clock-walking-people-royalty-free-illustration/483821370/license