*it’s you i like, it’s not the things you wear, it’s not the way you do your hair, but it’s you I like’
Sådan synger den afdøde amerikanske børne tv-vært, og ordineret præst, Mr. (Fred) Rogers, til en dreng, Jeff, der er lammet i kroppen, som følge en af en operation for at fjerne en tumor på hans rygrad. Mr. Rogers er i igennem sangen ’It’s you i Like’ i stand til at transmitterer transpersonlige værdier til Jeff. Dette kan ses i klippet omkring 1.25 min. hvor sangen begynder. Men hvad er det der sker i ens Krop, Psyke, og Sjæl; når man modtager transpersonlige værdier?
Jeff har lige brugt hovedet til at forklare hans komplicerede sygdomsforløb, og sangens start repræsenterer derfor et skifte fra hovedet, og ned til hjertet, som begynder at åbne sig for transmissionen der er indlejret i sangen. Derudover sker det et opmærksomhedsskifte imod åndedrættet, idet det ikke længere er bundet op på at producerer ord. Der sker en blødgøring af kroppens muskulatur og hans åndedræt får nu frit spil til at bevæge kroppen opad og nedad. Hovedet går i stå, og det stille rum imellem tankerne, får lov til at udbrede sig. Der udvikler sig en varme i kroppen, og da de sammen synger ’not your fancy chair’ og Mr. Rogers blidt banker på hans kørestol, opstår der et dybt genkendende smil på Jeffs ansigt; smerten er blevet transfigureret til selv-kærlighed.
Jeg når til de transpersonlige værdier igennem arbejdet med min selvudvikling. Overordnet set går jeg fra før-personlige instinkter i barnestadiet, til fikseret personlighed i ungdoms og voksenstadiet, og hvis jeg færdiggøre mit personlige selvudviklingsarbejde; er det muligt at flytte mit center over i det transpersonlige Værensrum. Dette transpersonlige Værensrum repræsenterer det højeste stadie i menneskelivet. I dette stadie, er jeg både et unikt individ, og samtidig forbundet med alting omkring mig, som et hele; indlejret i større og mindre heler. Dette rum er blandt andet blevet kaldt Selvet, Sjælen, Atman, og ’Følt Tilstedeværelse’ i de forskellige visdomstraditioner. I den sidste artikel brugte jeg ordet Selv til at beskrive dette rum, men i denne artikel, vil jeg primært bruge ordet Sjæl.
Da det transpersonlige rum er et non-dualt (ikke deleligt) hele, som hviler i ingenting, er det umuligt at beskrive igennem ord. Dog kan jeg erfarer at dette ingenting rummer altings potentiale. Når jeg har sluppet min kerneidentifikation med ego-personligheden og i stedet identificerer mig med min Sjæl, vil der skinne fem universelle værdier igennem min Væren. De fem værdier er: Ubetinget Kærlighed, Medfølelse, Visdom, Fred, og Fryd (Ram Dass, 2019). Jeg vil i det efterfølgende gå i dybden med disse fem transpersonlige værdier.
Transpersonlige værdier:
- Ubetinget Kærlighed
Langt de fleste mennesker vokser op og modtager betinget kærlighed fra deres omsorgspersoner. Dette er ikke fordi omsorgspersonerne vil være onde, men fordi de selv, altid kun har modtaget betinget kærlighed. Dermed er de ikke trænet til at kunne rumme det højere energiniveau som ubetinget kærlighed eksisterer på. At modtage betinget kærlighed er at modtaget kærlighed som følge at ydre faktorer: fx ens udseende, evne til at løse udfordringer, eller ens evne til at give betinget kærlighed tilbage til sine omsorgspersoner. At rykke fra betinget kærlighed til ubetinget kærlighed er at rykke kærligheden fra ydre omstændigheder, til det inderste lys i Sjælen.
For at komme til dette stadie er jeg nødt til at begynde at praktiserer selvkærlighed – eller kærlighed til Selvet –
Selvkærlighed er den højeste praksis i universet. Fordi: det jeg elsker bliver jeg til – når jeg elsker mig Selv – så bliver jeg til Selvet; Sjælen.
Jeg kan ikke give ubetinget kærlighed; jeg kan kun være ubetinget kærlighed.
Ubetinget kærlighed er ’the primary clear light’ hos buddhisterne og repræsenterer den totale transcendens af min egen personlighed og form. Ifølge Leary, Alpert, (senere Ram Dass) og Metzner (Leary, Alpert, & Metzner: 1964) er dette en tre-trins-proces. Først bringer min tro på kærligheden mig hen til grænselandet for min idiosynkratiske ego-personlighed, derefter sker den store illumination, hvilket resulterer i den total frigørelse, fra alle mine indre og ydre tilknytninger, og jeg opnår til sidst sammensmeltningen med den ubetingede kærlighed.
Verdslig forberedelse, igennem selvudvikling, bringer mig hen til tusmørkelandet imellem det personlige og det transpersonlige. Kun igennem dyb ’grounding’ og tryg tilknytning til min ego-personlighed, kan jeg give helt slip, i mødet med det transpersonlige lys. Denne dybe død-genfødselsproces ligger i hjertet af alle verdens store religioner, visdomstraditioner, og heltesagn. Jeg dør på et plan, betinget kærlighed, for at blive genfødt på et andet plan, ubetinget kærlighed.
- Medfølelse (Compassion)
Hvis jeg, af den ene eller anden grund, ikke er i stand til at genkende og holde den ubetingede kærlighed i det primære lys, så er det stadig muligt at genkende den ubetingede kærlighed i ’the secondary clear light’, som er medfølelse. Det sekundære lys er ikke totalt transcenderende, i stedet bevarer jeg min forståelse for at være en autonom Sjæl; i mødet med den transcenderende kærlighed.
Hvis jeg havde forventet at transcenderer mig selv, er det muligt at jeg kan få en følelsesmæssig skuffelsesreaktion, når det ikke lykkedes. Ligesom barnet der havde glædet sig til at få gaver juleaften, kan jeg opleve skuffelse og sorg, over ikke at få opfyldt mit højeste ønske om ubetinget kærlighed. Medfølelsen i denne kontekst; vil være den modne voksne, som tager mit lille barn op på skødet, og rummer dette følelsesmæssige tab af ubetinget kærlighed. På den måde, holder den modne voksne, det medfølende rum omkring mit indre barns selv-blokering. Barnet og den modne voksne i sammenspil, vil i denne proces, derfor, bevarer kontakten indtil Sjælen; igennem det sekundære lys. Når det lille barn er kommet igennem sin skuffelsesreaktion, kan den modne voksne bidrage med sin erfarede visdom; ved at sige; at det var barnets forventning til at blive oplyst af den ubetingede kærlighed, der agerede som den sidste tilknytningsblokering, for at den fulde oplysning kunne finde sted. Den modne voksne kan sige at; ’alt er ok, vi kan prøve at nå den ubetingede kærlighed, på et senere tidspunkt’.
Det sekundære lys, er med andre ord, den ubetingede kærlighed oversat til en betinget kontekst. Man kan derfor godt ’gøre’ medfølelse, og dermed, give det til sig selv og til andre.
Det er igennem medfølelse, at vi begynder at blødgøre alle vores blokeringer i krop og sind, og dermed er vi startet på den psyko-spirituelle vej, Sadhana, som ender i den transcenderende ubetingede kærlighed. Medfølelse er det bløde rum omkring traumet og ego-personligheden, det er den spirende bevidsthed, der begynder at ’vågne op’ til en større bevidsthedsforståelse. Det er i mødet imellem barnets søgen efter ubetinget kærlighed og den voksnes kontekstforståelse; at der opstår grobund for dyb healing i Sjælen. Barnet kan nu få lov til at agerer igennem den voksnes medfølelse, og vil dermed blive transformeret, fra ’det sårede indre barn’ til ’det guddommelige indre barn’ (Moore & Gillette: 1990). Når den unge og gamle del af Sjælen, får lov til at gå i så intim en dialog, får Sjælen balanceret en af de mest grundlæggende polariteter, som er årsag til det meste af dens indre og ydre konflikt.
Ego-personligheden mister igennem systematisk brug af medfølelse, trin for trin, sin plads som centeret for ens opmærksomme bevidsthed og selvidentifikation. Igennem princippet om ikke-tvang (non-enforcement) giver jeg nu slip på egoets længsel efter ubetinget kærlighed og synker dybere ned i Sjælens autopoietiske healingsproces. Medfølelse er dermed værktøjet, hvorved jeg konstruerer ’den guddommelige bro’, der fører mig fra formverdenen hen til det transcenderende plan, i ubetinget kærlighed.
Når jeg vender medfølelsen ud imod verden og andre mennesker, kan jeg hurtigt genkende hvad Karma er, og hvordan det opstår. I en verden med sårede indre børn, der søger efter ubetinget kærlighed, er der grobund for konflikter i mødet med den betingede kærligheds knappe resurser. Jeg bliver derfor tvunget til, at kæmpe og bekæmpe andre mennesker, for at kunne modtage denne knappe resurse. Smerte avler smerte, og sårende akkumuleres over tid, i det verdslige spil om betinget kærlighed fra omverdenen.
Når jeg kigger med det sekundære lys på verden, kan jeg se mennesker, som værende duale(todelte). Den ene del af dem er indre børn, der er blevet sårede i mødet med den uperfekte formverden. Den anden del af dem, er ubetingede kærlighedssjæle, på det transcenderende plan. Med den indsigt i Karmaens grundlæggende dynamik, bliver den præskriptive fremgangsmåde: ’at elske andre menneskers Sjæle, på det transcenderende plan, og have medfølelse for deres akkumulerede Karma, i formverdenen’.
Det danske ord ’medfølelse’, dækker ikke fyldestgørende over oplevelsen af at stå i det sekundære lys, idet medfølelse indeholder mere, end at kunne ’føle med’ andre mennesker. Jeg har skrevet det engelske ord ’compassion’ i overskriften fordi jeg synes at det fanger det sekundære lys bedre. I Kristendommen bruger man ordet næstekærlighed. Jeg har valgt ikke at bruge dette ord i denne tekst, grundet dets historiske bagage, og dermed indbyggede mulighed for mistolkning. Ordet selvkærlighed, kan sagtens bruges, som erstatning for medfølelse.
- Visdom
Når jeg er blevet stærkt forankret, i den ubetingede kærlighed i min Væren, får jeg adgang til visdom, omkring de ultimative anliggender i livet; såsom: livet, døden, den ubetingede kærlighed, og mine relationer til andre mennesker. Når jeg lever igennem det tætte sammenspil af min Krop, Psyke, og Sjæl, ved jeg hvordan jeg skal forholde mig til alle situationer. Jeg har en grundlæggende tillid, til at mit system kan responderer på en passende måde, i nuet, til alle de udfordringer der måtte opstå i livet.
I identifikationen med ego-personligheden, dømmer jeg mig selv, op imod uopnåelige idealer. I ego-personligheden, kan jeg aldrig gøre det godt nok, fordi jeg aldrig er rigtig til stede i nuet. Tvivl og selvkritik vil derfor udgøre størstedelen af mine tanker. Hvis jeg fra det transpersonlige værenssted ryger tilbage i egoisk ubevidst reaktion, genkender jeg reaktionen, og bruger derefter min medfølelse, til at blødgøre ego-mønsteret, indtil at det er transfigureret om til selvkærlighed.
Alle ’svære’ situationer i livet, og i relationer til andre mennesker, bliver betragtet som en mulighed for at lære mere om mig selv. Lidelse er en af livets store lærermestrer. Lidelse tvinger mig til at kunne reagerer på fire måder. Den første reaktionsmåde er at jeg kollapser under lidelsens tunghed, giver op på mig selv, og ryger ned i depressions lidelsesdissociation. Den anden mulighed, er at jeg forsøger at flygte fra lidelsen, ved at jage hedonistisk nydelse. Den tredje mulighed er, at jeg forsøger at kæmpe imod al lidelse, sådan at jeg kan udslette det fra mit liv. Disse tre tilgange til lidelse er alle enormt menneskelige. Selvfølgelig, Vil jeg gerne undgå smerte, og være fri fra lidelse. Det er dog i sidste ende, alle sammen spirituelle blindgyder; der kun vil fører til større og større lidelse.
Der er en fjerde vej, og det er at begynde at være til stede sammen med lidelsen i nuet, og lytte til hvad den har at fortælle. På den måde, kan jeg langsomt begynde at dykke ned til roden af min lidelse, og ved at praktisere medfølelse, begynde at heale Sjælens dybeste sår. På den måde, er lidelse det allermest menneskelige, jeg kan opleve i livet. Lidelse forbinder mig til andre mennesker og deres lidelse. Igennem lidelsen, har jeg en vej til at blive løftet over den egoiske tilstand, da det er egoet der lider, og dermed frigøre mig fra min akkumulerede Karma. Fornægtelse af lidelse bliver dermed i sidste ende til fornægtelse af min egen menneskelighed.
Når jeg har arbejdet mig igennem min lidelse, er det muligt at udvise taknemmelighed for min lidelse i livet. Uden min lidelse, ville jeg ikke have haft tilstrækkelig med motivation, til at ’vågne op’ og begynde mit egoiske frigørelsesarbejde. Tak lidelse!
- Fred
Når jeg vokser op med betinget kærlighed, vokser jeg op med, at kun dele af min Sjæl får kærlighed. Dette betyder, i processen med at gå fra barn til voksen, går jeg samtidig fra at være hel til at være halv. Når kun enkelte sider af Sjælen bliver anerkendt af omverdenen, vil jeg som barn blive tvunget til at identificerer sig med den ’gode side’, som får kærlighed, og derefter dis-identificerer sig med den ’dårlige side’, der ikke får kærlighed. Dette skaber en grundlæggende konflikt, imellem det ønskede og det uønskede inden i min Sjæl; og skubber organismen ud af balance.
Når jeg møder omverdenen, vil jeg derfor fortolke (projekterer) mine ydre oplevelser, op i mod min indre god/dårlig polaritet. På den måde udspiller jeg min indre konflikt overfor andre mennesker, der bliver dømt som værende, enten ’de gode’ eller ’de dårlige’. Konsekvensen af denne inde-fra-ud dynamik, bliver et liv levet, som en kamp imod det dårlige og en beskyttelse af det gode. Egoets grundlæggende splittelse, består, ved at føre krig imod Sjælen og omverdenen.
Der er forskellige måder hvorpå denne krig kan udspille sig. I det følgende vil jeg lave en syntese imellem ’tilknytningsteori’ og ’klassisk transaktionsanalyse’ i et forsøg på at kortlægge den utrygge ego-personligheds grundlæggende duale organisering.
Hos tilknytningstype et, den uorganiserede tilknytning, er transaktionsanalysen at; jeg er ikke ok, du er ikke ok. I dette stadie har egoet ikke formået at organisere sig i en stabil god/dårlig dualitet. Under belastning identificerer og dis-identificerer egoet sig hele tiden med forskellige aspekter af Sjælen, og er som konsekvens, hele tiden ved at kollapse. Den uorganiserede tilknytning, kommer til udtryk ved psykisk sygdom, som fx hos de forskellige typer af personlighedsforstyrrelser. Med andre ord, er der i den uorganiserede tilknytning, borgerkrig i Sjælen.
Hos tilknytningstype to, den ambivalente tilknytning, er transaktionsanalysen at; jeg er ikke ok, du er ok. Hos den ambivalente tilknytningstype, er der kommet en tilstrækkelig grad af organisering, sådan at den føromtalte god/dårlig polaritet på en konsistent måde kan blive opretholdt over tid. Ambivalente tilknytningstyper, ser sig selv som værende ’dårlige’, og er hele tiden ved at blive afsløret af den ’gode’ anden’; indadtil og udadtil. For at egoet kan modstå presset, om at blive afsløret i at være ’dårlig’, opretter den enorme forsvarsværk til at beskytte sig selv imod disse angreb.
Hos tilknytningstype tre, den undgående tilknytning, er transaktionsanalysen at; jeg er ok, du er ikke ok. Hos denne tilknytningstype finder vi den tydeligste identifikation med det ’gode’, og dis-identifikation med det ’dårlige’. Hos den undgående tilknytningstype er god/dårlig polariteten derfor mest optegnet, tydelig, og stabil. Den undgående tilknytningstype vil derfor hele tiden scanne sig Selv og sit miljø, for ’dårlige’ sider, som den kan angribe og udslette, i et forsøg på at rydde verden fra alt det ’dårlige’.
De tre utrygge tilknytningstyper, repræsenterer derfor tre forskellige måder, hvorpå egoet kan være i krig med sig Selv og sin omverden på. Først hos tilknytningstype fire, den trygge tilknytning, begynder jeg at se en ende på krigen.
Hos tilknytningstype fire, den trygge tilknytning, er transaktionsanalysen at; jeg er ok, du er ok. For første gang er god/dårlig polariteten blødgjort, idet begge dele af polariteten, nu er ’gode nok’ i sig selv. Der sker derfor en enorm afspænding i Krop, Psyke, og Sjæl, når jeg når til det trygge tilknytningsstadie og mit system er nu blevet frigjort, til at begynde at balancerer de forskellige poler, og derved begynde at lægge fundamentet for at blive et en hel Sjæl; Holon.
Fra det trygt tilknyttede sted, er det nu muligt at give helt slip på ego-personligheden, den gode/dårlige polaritet, og flytte mit center over i det transpersonlige værensrum. I det transpersonlige værensrum hersker der en dyb og gennemgående fred. Når jeg selv er hel, ser jeg nu også andre mennesker som værende hele, og jeg holder derfor op med at bekrige dem.
- Fryd
At leve fra mit transpersonlige værensrum i nuet er en oplevelse af fryd. Livet består af små sekvenser af oplevelser, som min psyke spinder sammen til et narrativ; for at skabe mening. Hvis jeg kan ’slukke’ for hovedet, og give slip på narrativerne, kan jeg synke dybere ned i livets iboende ’flow’ og dermed vil selv simple hverdagsoplevelser, få en dyb tilfredsstillende værenskarakter.
For at illustrer dette princip, vil jeg nu præsentere et ganske almindeligt hverdagseksempel, hvor jeg tager en slurk af en kop te.
…Jeg sidder ved spisebordet. Det første jeg mærker, er impulsen, til at række ud efter tekoppen. Jeg rækker ud efter tekoppen og løfter den op til mit ansigt. Jeg mærker den varme damp, der stiger op, og sætter sig på min ansigtshud. Jeg dufter derefter til teens parfumerede urte-aroma. Jeg fører tekoppen op til munden og mærker den varme væske på mine læber. Jeg tager en slurk af teen, ind i munden, og mærker hvordan varmen spreder sig til min tunge og ud i resten af munden. Jeg smager på teen. Jeg synker til sidst teen, og mærker hvordan teens varme, spreder sig ned i min hals og videre ned i mit bryst…
Når jeg har mindful opmærksomhed, på alle de små sekvenser, som udgør det at tage en slurk af en kop te. Vil jeg føle fryd i alle sekvenserne og til sidst vil hele oplevelsen, med at tage en slurk af en kop te, være en tilfredsstillelse oplevelse. Når jeg lever mit liv, igennem denne transpersonlige væren, bliver livet til en lang frydefuld meditation med åbne øjne.
Efter at jeg har beskrevet de fem transpersonlige værdier, vil jeg nu vende tilbage og færdiggøre, historien om Mr. Rogers og Jeff Erlinger. Mange år efter at Mr. Rogers havde Jeff inde i sit tv-program, var han til en prisoverrækkelse, hvor han skulle få en ’lifetime achievement award’, for sit mangeårige arbejde i fjernsynet. Til Mr. Rogers’ store overraskelse var det Jeff, der nu som voksen, blev sat til at overrække prisen til Mr. Rogers. Jeff brugte begivenheden til at takke Mr. Rogers, for alt hans arbejde med at indfører transpersonlige værdier i fjernsynet, og for at give ham ubetinget kærlighed som barn. Klippet kan ses herunder.
Både Mr. Rogers og Jeff Erlinger er i dag døde; men deres ubetingede kærlighedsdans i det transpersonlige sjæleland; vil fortsætte for evigt.
’it’s you i like, it’s not the things you wear, it’s not the way you do your hair, but it’s you I like’
Skrevet af – André Grande
Referencer
Mr. Rogers Neighborhood (1968-1998) – Mr. Rogers: It’s you I like – https://www.youtube.com/watch?v=USWXF1XW2zo
Robert Moore & Douglas Gillette (1990) King: Warrior: Magician: Lover – Rediscovering the Archetypes of the Mature Masculine: Harper One
Timothy Leary, Ralph Metzner, Richard Alpert (Ram Dass) (1964) – The Psychedelic Experience; A Manual Based on the Tibetan Book of the Dead – Penguin Books.
Ram Dass (2019) – Bhakti Speaks! Presents Conservations with Ram Dass – https://www.youtube.com/watch?v=JtoPT2jGI0wBillede; Mr. Rogers Smiler – https://www.biography.com/news/mister-rogers-september-11-2001
Billede; Mr. Rogers Smiler – https://www.biography.com/news/mister-rogers-september-11-2001